Jeg ved ikke hvad jeg følte; men jeg kunne mærke en voldsom trang til at græde. Det skulle bare ikke være foran dem. Lige så snart jeg kunne, tog jeg min cykel og forsvandt til et sted, jeg kunne være alene.
Der gik længe før jeg tog hjem, for jeg ville sikre mig, de ikke kunne se, at jeg havde grædt. De boede sammen, indtil huset blev solgt, og lige pludselig skete det faktisk. Vi skulle være ude inden for en måned, og før jeg vidste af det, stod min far i døren med alle sine ting pakket ned, sagde farvel og så var han væk.
Det værste er, at det er som om min mor og mine søskende nærmest forventer, at jeg er på deres side. De for altid ham til at se ud til at være "den onde"; men hver gang de begynder på det, lukker jeg bare af, jeg VIL IKKE høre det! Han er min far, og jeg elsker ham, og det kan godt være han har gjort nogle dumme ting i mine forældres ægteskab; men det skulle min mor da ikke sidde og sladre om til os, så vi kommer over "på hendes side".
Jeg kan bliver så vred, og jeg kan ikke se hvordan mine søskende bare sådan kan vælge side. Min far er fornylig kommet på antabus, han var altid fuld, mistede derefter sit arbejde og næsten også os. Jeg havde det elendigt, for det var som om vi svigtede ham, og det gjorde vi også. Nu har han det bedre, og jeg er lykkelig over han har det godt. Men alt det her (selvom mange har været ud for langt værre ting) har ændret alt. Jeg venter utålmodigt på den dag skal komme, hvor jeg kan blive fri.
Jeg har det som om jeg bliver kvalt her hos min mor. Jeg ved de elsker mig, og jeg elsker også dem; men min trang til frihed og uafhængighed er blevet skærpet. Jeg kan ikke holde det ud længere, jeg må bare væk herfra til et sted der giver mere mening hos nogle mennesker, jeg ved vil se mig, forstå mig og elske mig for den jeg er.
Det er bare ikke en mulighed her, og jeg føler det som om jeg aldrig vil få en sand ven, der vil se mig som familie og ikke forråde mig, såre mig, misforstå mig eller glemme mig som det er sket så mange gange før.
Pige 14 år