Da Amira blev sendt på genopdragelse

Amira troede bare, at hun skulle på tre ugers sommerferie i sine forældres hjemland, Iran. Men det viste sig, at hendes far og onkel havde helt andre planer med hende.

Det var sommerferie. Amira var lige blevet færdig med 10. klasse og skulle begynde på HHX efter ferien.

En dag gav hendes far hende nogle penge og sagde, at hun skulle gå ud og købe sig nogle tørklæder og nogle lange kjoler, der dækkede hele kroppen. ”Vi to rejser til Iran om en uge”, sagde han bare. Amira var ikke vant til at gå i den slags tøj, og hun havde aldrig båret tørklæde i Danmark. Hendes familie var i det hele taget ikke ret religiøse, og blandt veninderne var hun en af dem, som måtte mest.

Så selv om Amira var meget overrasket, turde hun ikke sige sin far imod, og derfor gik derfor ud og købte kjoler og tørklæder, sådan som hendes far havde bedt hende om.

Som barn havde Amiras forhold til sine forældre været rimelig godt, men der havde, siden hun var 12 år, været mange problemer og konflikter i familien. Især Amiras far brød sig ikke om, den måde hun levede på, og de havde mange skænderier. Én gang havde han slået hende, og hun var gået til kommunen. Det var han meget vred over, at hun havde gjort.

Men nu skulle de to altså rejse alene til Iran og besøge familien, og i Iran siger loven, at alle kvinder skal dække sig til, når de går på gaden.
Amira sagde, at hun ikke ville være væk i mere end tre uger. Det lovede hendes far, og han købte en billet til hende, og viste den til hende.

”Jeg sagde til ham, at jeg gerne ville hjem og starte på HHx. Han sagde, at det skulle jeg også, og det var vigtigt med en uddannelse og så videre. Jeg troede på ham. Jeg turde heller ikke andet,” husker Amira, der fortæller sin historie i dag - fem år senere. I dag er hun 21 år.

Efterladt af sin far

 Dagen kom, og de tog af sted. De boede hos farens familie i en lille by i Iran.

En dag kørte de til hovedstaden, Teheran. Amiras far gav hende lov til at købe en masse ting og endnu mere tøj. Amira syntes egentlig, at det var lidt underligt, at hun fik lov at købe så meget. ”Men han vidste jo godt på det tidspunkt, at jeg ikke skulle hjem igen,” fortæller hun.

Amira nød ferien i Iran, men hun var alligevel glad, da det endelig blev tid til at rejse hjem. Aftenen før de skulle af sted spurgte hun sin far, om hun ikke skulle begynde at pakke sine ting.

”Nej, det gør vi i morgen,” svarede han bare og gik i seng.

Men næste morgen begyndte han at pakke sine egne ting, og da Amira ville pakke sin kuffert, sagde faren, at han ville rejse hjem alene, og at Amira skulle blive hos familien.

”Jeg gik fuldstændig i panik. Men der var ikke noget at gøre. Jeg måtte bare blive. Jeg håbede på, at min mor ville gøre noget, når hun så, at min far kom hjem alene. Men jeg hørte aldrig noget.”

Onkler, fætre - og bryllupsplaner

Amira skulle nu bo i onklens hus. Hun skulle lave mad, gøre rent og vaske tøj i hånden. Hun blev overvåget konstant, og måtte ikke forlade huset alene. ”Der skulle altid to af mine onkler med. De synes jeg var god til at manipulere, men når de var to, kunne jeg ikke snyde dem.”

Fordi hun aldrig var alene, og fordi det kan være farligt for en ung kvinde at færdes alene, fik Amira aldrig en chance for at stikke af.

Med jævne mellemrum kom Amiras fætre skiftevis på besøg med deres forældre. Hendes onkel spurgte, om hun ikke ville giftes med en af dem. Amira blev ved med at sige nej.

”Men på et tidspunkt blev han sur og sagde, at jeg snart skulle sige ja til en af dem. Ellers ville han blive til grin,” husker Amira.

Flugten

En dag spurgte Amira sin moster, som var på hendes egen alder, hvor den danske ambassade lå. Mosteren fortalte, at den lå i Teheran, som er hovedstaden i Iran. Det ville tage ni timer i en taxa, vidste hun. Men hun turde ikke hjælpe Amira med at få den præcise adresse. Amira var tæt på at opgive håbet om, nogensinde at komme tilbage til Danmark.

”Jeg tænkte på selvmord. Jeg overvejede alt,” fortæller hun.

Efter fire måneder var hun en dag på besøg hos sin mormor og morfar, som boede tæt på onklen. Hun spurgte sin morfar, om hun måtte gå ned til købmanden, der lå lige ved siden af huset. Morfaren havde lidt ondt af Amira den dag, og gav hende for én gangs skyld lov til at gå alene.
På vej ud af døren nåede Amira at stjæle ca. 30 kroner.

”Så snart jeg kom ned på gaden, begyndte jeg bare at løbe af sted. Jeg hoppede ind i en taxa. Men en pige, der går rundt alene, er meget mistænkeligt og også farligt i Iran. Jeg vidste, at hvis taxachaufføren opdagede, at jeg var stukket af, ville han køre mig tilbage lige med det samme.”

Derfor løj Amira for chaufføren, der kiggede på hende med et underligt blik, da hun satte sig ind i bilen. Hun fortalte på engelsk, at hun var en studerende fra Danmark, der skulle til den danske ambassade, fordi de skulle hjælpe hende med nogle papirer.

Heldigvis troede chaufføren på hende, og han begyndte den ni timer lange køretur med Amira på bagsædet. Det var vigtigt, at Amira ikke viste ham, at hun var bange og ked af det, så ville han måske gennemskue hende og køre hende tilbage til sin morfar eller aflevere hende hos politiet. Og politiet i Iran er ikke til at stole på, og hun var helt sikker på, at de ikke ville hjælpe.

Mål: Den danske ambassade

Endelig bremsede taxaen udenfor et stort hus, som var bevogtet af iranske militærfolk. Hun havde ikke penge nok til chaufføren, men sagde, at hun skulle hente dem indenfor på ambassaden.

Amira gik forbi de iranske betjente med et stift blik og uden at se dem i øjnene. Taxachaufføren fulgte med hende op til døren, hvor hun bankede på.

Da den blev åbnet faldt hun næsten ind i armene på den danske ambassadør. Nu kunne hun ikke længere holde alle følelserne tilbage. Hun græd, og hun besvimede næsten af bare lettelse. Hun havde klaret det.

Ambassadøren betalte chaufføren, der nu godt kunne regne ud, at han var blevet narret. Men nu var Amira i sikkerhed, og ingen kunne få fat i hende her. Ambassadøren og hans kone var meget søde, men alle problemerne var ikke slut endnu.

Amira havde ikke noget pas eller nogle papirer, der kunne vise, hvem hun var. Derfor kunne hun ikke forlade Iran. For at finde ud af, hvad der var sket, blev hun også afhørt af nogle iranske politibetjente på ambassaden. En af betjentene gav hende en lussing, fordi han troede, hun løj.

De ringede også til hendes far hjemme i Danmark, som pludselig sagde, at han savnede sin datter, og at hun bare skulle komme hjem.

Politiet sagde ingenting - og forældrene var osse tavse

En måned tog det, før Amira endelig kunne få lov til at rejse hjem til Danmark. I lufthavnen i Danmark stod politiet og ventede på hende. De kørte hende hjem til hendes forældre. Men så snart de havde afleveret hende, kørte de igen, uden at sige noget til Amiras forældre.

Amira stolede ikke længere på sine forældre og var dybt ulykkelig over det, de havde gjort mod hende. Men der blev ikke talt om det.

”Det var som om, at så var det hele bare glemt. Det var det bare slet ikke inde i mit hoved.” fortæller Amira. I dag er det fem år siden, og Amira har aldrig snakket med sine forældre om, hvad der skete dengang.

Kort tid efter Amira var kommet hjem, gik forholdet til hendes forældre helt i stykker, og i dag har hun kun meget lidt kontakt til sin familie.

Gode råd fra Amira, hvis du vil hjem men ikke må

• Hvis du er helt sikker på, at din familie ikke vil lade dig rejse hjem, må du forberede dig på at stikke af. Spil med og vent på en mulighed for at stikke af. En pige eller dreng, der gør oprør, bliver der holdt ekstra øje med.
• Forbered en historie, du kan fortælle til for eksempel taxachaufføren.
• I nogle byer må en pige ikke gå alene på gaden. Lad derfor som om, at din far eller mand er lige rundt om hjørnet, hvis nogen spørger.
• Tag til ambassaden. De skal og vil hjælpe dig. Du er i sikkerhed på ambassaden, hvor dansk lov gælder.
• Hvis det er muligt så tag dit pas eller andre papirer med.
• Man kan ikke regne med politiet i alle lande. Vær derfor varsom med at bede politiet om hjælp.