PRINTFÅ SIDEN LÆST OP

En rejse til en anden verden

Said Hussein er 15 år, da han for første gang skal besøge sit fødeland, Somalia. Han skal være væk i næsten tre måneder. Rejsen tilbage til sine rødder ændrer ham fuldstændigt.


Det knager og brager, og der lugter dårligt. Said klamrer sig til sædet i den ældgamle flyvemaskine. Sæderne er næsten alle sammen ødelagte, og der ligger skidt og møg over det hele. Nogen har taget en ged med om bord, men der er problemer med at give den en sele på.

Alt er anderledes

Said er på vej til Somalia sammen med sine to brødre og sin mormor for at holde en lang sommerferie. De er først fløjet fra København til Etiopien, og herfra har de taget den sidste del af rejsen i en lillebitte flyver, som kunne se ud til at falde fra hinanden hvert øjeblik.

Da de endelig kommer til Somalias lillebitte lufthavn, er der både kameler og geder på landingsbanen, som først skal fjernes, før flyet kan lande. Said vidste godt på forhånd, at Somalia var et primitivt og fattigt land, men alligevel er han meget overrasket over at se, hvor anderledes det hele er i forhold til Danmark.

Fuck skolen

Said er født i Somalia og kom til Danmark sammen med sine forældre og søskende som seksårig, og det er første gang, at han skal tilbage til sit fødeland. Han er 15 år, og er lige blevet færdig med 8. klasse. Han er ikke vild med at gå i skole og får meget dårlige karakterer. Han føler sig forvirret og rodløs. Flere af hans venner er begyndt at lave kriminalitet og har lige pludselig mange tusind kroner i lommen. De vil gerne have at Said skal hjælpe dem med at sælge stoffer, og Said føler sig fristet. Især af de mange penge, som hans kammerater kan smække op på disken, når de køber pizza i frikvarteret.

”Jeg skulle til at træffe et valg. Enten skulle jeg bare sige: ”Fuck det hele, fuck skolen og fuck Danmark” - ligesom mange af mine venner havde gjort. Eller også skulle jeg gå imod dem og tage mig sammen”, fortæller Said Hussein.

Fattigdom overalt

Said begynder alligevel at hænge mere og mere ud med sine kriminelle venner, og skolen passer han ikke. Men så bliver det sommerferie, og han skal for første gang til Somalia. 2 ½ måned er lang tid, men han er glad, da de endelig rejser. Han får dog et chok, da han ser den rustne flyver, de skal flyve i, og han spærrer øjnene op, da han ser en masse mænd bøvle med at få en ged bundet fast til et sæde. Men det er ingenting i forhold til det, der venter ham.

”Da jeg kom ind til byen og så, hvordan folk boede, kunne jeg næsten ikke tro det. Det var en helt anden verden, som jeg slet ikke kunne sætte mig ind i. Der var så mange hjemløse på gaden. Fattige mennesker overalt. Folk boede i skure uden tage, og ingenting fungerede. Den fattigdom kommer jeg aldrig til at glemme. Men den fik mig til at tænke på, hvordan jeg selv brugte mine penge derhjemme.”


Skal du ikke giftes?

For bare ti kroner kunne Saids familie i Somalia købe mad til flere dage. Selv om Saids familie ikke hører til de fattigste i landet, så fik han ondt af dem og fik lyst til at hjælpe dem.
Når han talte med sine jævnaldrende fætre og kusiner, så tænkte de kun på at blive gift, og de spurgte, om Said ikke også snart skulle giftes.

”Fanme nej! - Det skulle jeg i hvert fald ikke endnu, svarede jeg. Men for dem var det helt naturligt. Det er en helt anden mentalitet end i Danmark. Man bliver hurtigere voksen. Det er ikke som i Danmark, hvor man er teenager, indtil man bliver 25. De havde heller ingen fremtidsudsigter, for der er hverken uddannelse eller arbejdspladser i Somalia. Det åbnede mine øjne, og jeg begyndte at tænke over, hvordan jeg brugte min tid i Danmark. Hvordan jeg brugte den chance, jeg havde fået for at få en uddannelse og for at tjene penge.”

Den bedste i klassen

Efter 2 ½ måned rejser Said tilbage til Danmark og starter i 9. klasse. Men det er ikke den samme elev, der træder ind i klassen efter en lang sommerferie. Said begynder at gå i lektiecafé efter skole, og selv om hans venner mobber ham, så bliver han ved. Og efter et år er han pludselig blevet den bedste i klassen. I dag læser han til ingeniør og har startet sin egen forening – Københavns Internationale Forening – hvor man blandt andet kan få lektiehjælp.

”Hvis jeg ikke var kommet til Somalia på det tidspunkt, så tror jeg, at jeg havde valgt den forkerte vej. Flere af mine venner fra den gang sidder i fængsel nu og nogle sælger stoffer og lever i vild luksus. Det kunne nemt have været mig,” siger Said i dag.

Der mangler Flash

Et element på denne side kræver installation af Adobe Flash


Get Adobe Flash player

Jeg glæder mig til, at jeg skal besøge mine bedsteforældre i Libanon, men jeg er bange for, at jeg skal blive der længe for at gå i skole.