PRINTFÅ SIDEN LÆST OP

Det siger Børnekonventionen

I Børnekonventionen står der ikke noget om opdragelsesrejser eller lange rejser til udlandet. Men Børnekonventionen kan alligevel bruges, fordi den er med til at beskytte børn og unge rettigheder.


Selvom der ikke står noget om opdragelsesrejser i Børnekonventionen, er der ikke tvivl om, at det er imod Børnekonventionen at sende børn og unge til udlandet, hvis barnet eller den unge ikke har lyst til at tage afsted.

Børnekonventionen er ikke lov i Danmark, og derfor kan konventionen ikke bruges i en retssal eller af politiet. Men Danmark har skrevet under på, at man vil følge konventionen. Det betyder, at Børnekonventionen kan bruges som argumentation for at beskytte børn og unge i Danmark.

Danmark skal beskytte børn der bor i Danmark

I Børnekonventionen står blandt andet, at den Danske stat skal beskytte børn mod deres egen familie, hvis familien gør noget, der krænker barnets rettigheder, som de er beskrevet i Børnekonventionen. Et længere ophold i udlandet vil ifølge nogle artikler i Børnekonventionen, krænke barnet eller den unges rettigheder.

Her kan du læse et udvalg af de artikler, som kan bruges i en argumentation for, at længerevarende ophold i udlandet, kan krænke et barns rettigheder.

Staten skal hjælpe forældre med at opdrage deres børn, så børns rettigheder bliver overholdt. Det kan fx være ved, at kommunen fortæller forældre, at de ikke må slå deres børn. Man kan læse om, hvilke rettigheder børn har, som handler om opdragelse i art. 3, 5 og 28.

Art. 3: Barnets bedste

1. I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.

2. Deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler.

3. Deltagerstaterne skal sikre, at institutioner, tjenester og organer med ansvar for omsorg for eller beskyttelse af børn skal være i overensstemmelse med de standarder, der er fastsat af kompetente myndigheder, særligt med hensyn til sikkerhed, sundhed, personalets antal og egnethed samt sagkyndigt tilsyn. 

 

Art. 5: Forældrevejledning

Deltagerstaterne skal respektere det ansvar og de rettigheder og pligter, som forældrene har, eller hvor dette finder anvendelse, tilsvarende ansvar, rettigheder og pligter for så vidt angår medlemmerne af den udvidede familie eller samfundet i overensstemmelse med stedlig sædvane, samt værger eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, til på en måde, der svarer til den løbende udvikling af barnets evner, at yde passende vejledning og støtte til barnet i udøvelsen af rettighederne anerkendt i denne konvention. 

 

Art. 28: Uddannelse

1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til uddannelse, og med henblik på gradvis at opnå denne ret og på grundlag af ligestillingsprincippet skal de især:

(a) gøre grunduddannelse tvungen og gratis tilgængelig for alle;

(b) opmuntre udviklingen af forskellige former for uddannelse, der følger efter grunduddannelsen, herunder almindelig og faglig uddannelse, gøre disse tilgængelige og opnåelige for ethvert barn og træffe passende forholdsregler, såsom indførelse af gratis uddannelse og tilbud om økonomisk bistand i trangstilfælde;

(c) gøre højere uddannelse opnåelig for alle inden for rammerne af deres evner og med alle passende midler;

(d) gøre studievejledning og erhvervsvejledning tilgængelige og opnåelige for alle børn;

(e) træffe forholdsregler for at opmuntre regelmæssig deltagelse i skolegang og begrænse frafald.

2. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at disciplinen i skolen administreres på en måde, der tilgodeser barnets værdighed som menneske og er i overensstemmelse med denne konvention.

3. Deltagerstaterne skal fremme og støtte internationalt samarbejde om uddannelsesspørgsmål, især med henblik på at bidrage til afskaffelse af uvidenhed og analfabetisme overalt i verden og lette adgangen til videnskabelig og teknisk viden og moderne undervisningsmetoder. I denne henseende skal der tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov.
 

Art. 12 Retten til at blive hørt

 1. Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

2. Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder.

Art. 14: Tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed

 1. Deltagerstaterne skal respektere barnets ret til tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed.

2. Deltagerstaterne skal respektere rettigheder og pligter for forældrene, og i påkommende tilfælde værger, til på en måde, der svarer til barnets gradvise udvikling af dets evner, at give retningslinier til barnet med henblik på udøvelsen af dets ret.

3. Frihed til at udøve sin religion eller overbevisning kan kun underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov, og som er nødvendige for at beskytte den offentlige sikkerhed, orden, folkesundheden, sædeligheden eller andre menneskers grundlæggende rettigheder og friheder.

Hvad er Børnekonventionen?
Læs hele Børnekonventionen

Der mangler Flash

Et element på denne side kræver installation af Adobe Flash


Get Adobe Flash player