Når man ser nyheder om jordskælvet i Japan, kan man få lyst til at hjælpe. Selvom du fx gerne vil give dit tøj, dine gamle rulleskøjter eller din telefon til dem, der har mistet deres ting, kan det ofte slet ikke betale sig at at sende tingene afsted. Istedet kan du aflevere dine gamle ting til genbrug. Flere genbrugsbutikker bruger nemlig pengene fra det de sælger, på at hjælpe fattige eller dem, der er udsat for katastrofer.
Man kan også give penge til organisationer, som arbejder der, hvor jordskælvet og tsunamien har ramrt. Men det er vigtigt at undersøge, at det er en rigtig organisation, der vil hjælpe, inden man giver dem sine penge. Red Barnet arbejder fx i Japan.
I Danmark havde vi et jordskælv i 2007 . Måske kan du huske det? Jordskælvet målte ifølge DMI 4,7 på Richterskalaen. Det betyder, at mange kunne mærke uro i jorden. Jordskælvet i Japan målte ifølge DMI 9,0 på Richterskalaen. Det er næsten så meget, som et jordskælv kan måles til. Det betyder, at jordskælvet er voldsomt, omfattende og ødelægger meget.
Selvom forskellen på 4,7 og 9,0 ikke lyder af meget, er det en meget stor forskel. Det har noget at gøre med, hvordan Richterskalaen fungerer. Det kan du læse om på DMI's hjemmeside. Eller du kan få din matematiklærer til at forklare dig det.
Hvis du har brug for at tale med en voksen om de ting du ser og hører i nyhederne, kan du se hvor du kan få hjælp her.