Loven gælder hvad enten man går i den almindelige folkeskole eller på en privatskole. I loven står der, at elever har ret til et godt undervisningsmiljø. Det skal både være sundt, sikkert og rart at gå i skole.
Om det er rart at gå i skole handler både om det fysiske arbejdsmiljø (lys, luft og temperatur, støj og hygiejne), om det psykiske arbejdsmiljø (trivslen på skolen og i klassen) og og det æstetiske arbejdsmiljø.
Om der er et godt undervisningsmiljø på din skole er også dit ansvar. Eleverne skal samarbejde med lærerne og skolens ledelse om at sikre et godt undervisningsmiljø. Og hvis der findes ordensregler for skolen, så skal du og dine kammerater overholde de regler.
Ifølge loven om undervisningsmiljø har elever ret til at blive inddraget i arbejdet med undervisningsmiljøvurderingen. Elever og studerende har ret til at vælge to repræsentanter til hver sikkerhedsgruppe, der er dannet på uddannelsesstedet i henhold til lov om arbejdsmiljø.
Skolens ledelse skal sørge for, at der mindst hver tredje år bliver lavet en vurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene og af det fysiske, psykiske og æstetiske arbejdsmiljø på din skole.
Der findes en lov for folkeskolen, hvor der blandt andet står, at skolebestyrelsen skal lave ordensregler for skolen, for at sikre at eleverne trives på deres skole.
For der kan nemt opstå konflikter og stridigheder, når mange mennesker skal være sammen i lang tid. I skolen kan der både være problemer imellem eleverne og mellem lærere og eleverne. Skolens ordensregler skal være med til at sørge for, at der opstår så få konflikter og stridigheder som muligt.
Det er skolens leder, der har det pædagogiske ansvar og træffer de konkrete afgørelser om skolens elever. Det betyder, at det er skolelederen der bestemmer over, hvad man må og ikke må når man er i skole. Skolelederen skal gribe ind over for elever, som groft overtræder de ordensregler, som skolebestyrelsen har besluttet.