Jeg bliver misbrugt - hvad kan jeg gøre?
For det første skal du vide, at hvis du er under 15 år, så er der altid tale om seksuelt misbrug, hvis en der er ældre end dig laver noget seksuelt med dig.
Hvis du bliver seksuelt misbrugt af en anden voksen end en forældre, så skal du snakke med dine forældre og få dem til at hjælpe dig.
Men hvis det nu er én af dine forældre, der misbruger dig, hvad så? Så kan du selvfølgelig snakke med den anden af dine forældre eller én i den øvrige familie, men hvis du hellere vil snakke med en tredje voksen, kan du prøve én af følgende muligheder:
- Du kan fortælle det til en lærer, en pædagog, sundhedsplejersken eller en anden, du har tillid til
- Du kan kontakte en rådgivning med voksne rådgivere
- Eller du kan kontakte din kommune
Læs mere om rådgivning og telefonnumreBehøver jeg at sige, hvad jeg hedder?
Hvis du ringer til kommunen for at snakke med en rådgiver, må du selv bestemme, om du vil sige, hvad du hedder. Du må gerne være anonym – altså undlade at sige, hvad du hedder, og hvor du bor - hvis du føler dig mere tryg ved det.
Du har ret til anonym rådgivning eller rådgivning uden dine forældres tilladelse. Hvis kommunen imidlertid skal støtte dig på anden måde end bare med almindelig rådgivning, bliver du nødt til at fortælle, hvem du er.
Du vælger selv, om du vil gå alene til mødet, eller om du vil have én med til at støtte dig. Det kan eksempelvis være din bror eller en god ven eller veninde. Det kan også være en voksen, som du føler dig tryg ved.
Find din kommuneEr det min skyld?
Det er aldrig din skyld, hvis du bliver udsat for et seksuelt overgreb. Det er altid den voksne, der har skylden. Det gælder også, selvom du måske syntes, at noget af det, I gjorde, føltes rart.
Der er mange børn, som tror, at det er deres egen skyld, hvis de bliver udsat for seksuelle overgreb, og det sker desværre også, at de voksne siger, at det er barnets egen skyld.
Men sandheden er, at det er forbudt for voksne at gøre noget seksuelt ved et barn. Og det er også forbudt, selvom barnet måske har fundet sig i det, den voksne gør ved barnet.
Det er aldrig, aldrig din skyld.
Fortæller de det til min mor og far?
De voksne ved godt, at det ikke er rart for dig at fortælle om problemerne og du kan selv opleve det, som om du sladrer. Derfor vil de meget sjældent fortælle dine forældre, at de har talt med dig om problemerne. Hvis du er i tvivl, så spørg den voksne om han/hun har tænkt sig at fortælle det videre. Det kan du eksempelvis gøre, inden du begynder at fortælle.
Men:
Seksuelle overgreb er forbrydelser, som skal meldes til politiet, og du må nok gøre dig klart, at det ikke kan holdes skjult for dine forældre, uanset hvem der har udsat dig for noget seksuelt. Det er også det bedste, at det kommer frem nu, end at du skal bære hemmeligheden alene.
Kan jeg få hjælp hos min kommune?
Du kan altid ringe til den kommune, du bor i og bede om at snakke med en socialarbejder. Du kan også tage hen på socialkontoret (Socialforvaltningen) og sige, at du gerne vil tale med en voksen om, at du har brug for hjælp fordi du bliver misbrugt.
Alle kommuner i Danmark skal tilbyde børn og unge gratis og anonym rådgivning. Derfor har mange kommuner oprettet særlige kontorer, hvor børn, unge og familier kan komme og få gode råd om, hvordan de kan komme videre med deres problemer. Ofte ligger disse rådgivninger ikke på det sædvanlige kommunekontor eller i Socialforvaltningen, men et andet sted i byen – måske i en gammel villa, hvor der er et familiehus eller en café.
Ring til din kommune og sig, at du gerne vil have telefonnummeret eller adressen på den Åbne, Anonyme, Rådgivning for Børn og Unge. Måske kan du finde telefonnummer og adresse på kommunens hjemmeside. Du kan enten møde op i rådgivningen eller du kan ringe anonymt til rådgivningen, hvis du er bange for at blive genkendt.
Find din kommuneHvad sker der, hvis nogen finder ud det?
Hvis voksne finder ud af, at du bliver udsat for seksuelle overgreb, så SKAL de reagere.
De skal også reagere, selvom de bare har mistanke om, at det sker.
Det kan for eksempel være, at en af lærerne på skolen mærker, at der er noget helt galt. Så skal læreren snakke med skolelederen om det.
Så kan der ske to ting:
- hvis de har mistanke om at du bliver seksuelt krænket af en af dine forældre, skal de kontakte socialforvaltningen i kommunen
- hvis de tror, at du bliver udsat for noget seksuelt af en uden for familien, skal de kontakte dine forældre
Denne regel gælder for alle voksne: Lærere, naboer, familiemedlemmer.
Er det ok at gå i seng med sin lærer?
Ikke hvis du er under 18 år. Og heller ikke selvom du selv har lyst.
Alle voksne der har ansvar for børn og unge 18 år, som for eksempel lærere, pædagoger eller idrætsledere, kan straffes, hvis de har sex med en, de har ansvar for, og som er under 18 år.
Du bliver ikke straffet.
Sker der noget, hvis jeg fortæller om det?
Mange, der har været udsat for seksuelle overgreb, har svært ved at fortælle om det. De gør sig mange tanker om, hvad der mon sker, hvis de fortæller nogen om det. Kommer han i fængsel? Skal jeg aldrig se ham mere så? Vil de tro på mig?
Er man først blevet svigtet af én voksen, kan det være svært at have tillid til andre. Men det er nødvendigt at fortælle om det, for ellers bliver hjælpen forsinket.
Hvis du også synes, at det er meget svært at gå til en voksen og bare begynde at fortælle løs, så gør dig selv den tjeneste at benytte dig af en af de anonyme rådgivninger. Her kan du fortælle om din situation uden at sige, hvem du er og hvor du ringer fra. Når du først har fået sagt det højt til en rådgiver og har fået vendt og drejet dine bekymringer med den voksne rådgiver, får du måske mere mod på også at få sagt det højt til nogle voksne, der kan hjælpe dig.
Du kan finde navne og telefonnumre og hjemmesideadresser på de forskellige rådgivninger under
Rådgivning. Det er et godt sted at starte, og hvad kan der ske ved at ringe? Ikke andet end at du bliver klogere og får det lidt bedre, fordi der er nogen, der hører på dig.
Må min storebror godt røre ved mig?
Nej, det må han ikke. Der er ingen over 15 år, der må lave noget seksuelt sammen med dig, hvis du er under 15 år. Og der er ingen store søskende, forældre, bedsteforældre eller endda oldeforældre, der må have sex med dig lige meget, hvor gammel du er.
Det kaldes incest, og det er forbudt.