Hvis man gør noget kriminelt, skal man afhøres af politiet. Når politiet afhører en under 18 år, skal der være en repræsentant fra kommunen med. Repræsentanten skal være fra kommunens afdeling for børn og unge og sørge for, at afhøringen tager hensyn til, at det er et barn eller en ung, som bliver afhørt.
Under en afhøring beder politiet en om at fortælle, hvad der er sket. Alt det, der bliver fortalt, skriver politiet ned i en politirapport. Når man er under 18 år, vil politiet tage kontakt til ens forældre og fortælle dem, hvad der er sket.
Man har ikke pligt til at fortælle, hvad der er sket. Men man skal altid oplyse sit navn, sin adresse og sin fødselsdato – men ikke de sidste fire cifre i sit CPR-nummer. Hvis man ikke vil give sit navn, adresse og fødselsdato til politiet, risikerer man at få en bøde.