Mikkel H. Lund er spastisk lammet og kørestolsbruger. Han kæmper for at skabe sig en karriere i underholdningsbranchen. Læs om en af hans store udfordringer som teenager.
Af Mikkel H Lund
I hele min skoletid blev der hvert år ansat en håndfuld hjælpelærere. De var unge, søde og stort set alle kvinder. Og det kan jo godt være hårdt for en flok teenagedrenge. Jeg forelskede mig hvert år i en af hjælpelærerne.
Man må ikke være kæreste med sin hjælpelærer, men man kan jo ikke bestemmer hvem man bliver forelsket i.
Vær dig selv
Jeg har aldrig fortalt en hjælpelærer, at jeg var forelsket i hende. Det var ligesom forbudt. Når jeg ser tilbage kan jeg se, at jeg skulle have stået mere ved mine følelser. Det er vigtigt, at man ikke lader sig skræmme af sine følelser. Når man er barn er man umiddelbar - og det er en vigtig kvalitet.
De voksnes ansvar
Børn skal have lov til at være børn. Hvis man bliver forelsket i sin hjælpelærer, så er det jo bare sådan det er. Det var ikke mit ansvar at overholde skolens regler om, hvem man må date og hvem man ikke må. Det er de voksnes.
Så børn i dag: Vær gode til at lade de voksne påtage sig ansvaret. Og voksne: Husk at det er jeres ansvar. Det kan måske gøre livet lidt mindre kompliceret for de drenge, der i dag har unge, smukke kvindelige hjælpelærere.
Selvfølgelig bliver man forelsket
Det er menneskeligt at blive forelsket. Forelskelse er en dejlig følelse, som vi er heldige at opleve. Måske er der nogle, der tror, at man ikke bliver forelsket, når man har et handicap. Men sådan er det ikke!
Snak om det
Når jeg tænker tilbage, kan det undre mig, at skolen ikke snakkede åbent om, at det kan være svært for drenge at være omgivet af så mange unge kvinder. Selvfølgelige skal der være kvindelige hjælpelærere, det handler bare om, at vi skal snakke om, hvordan vi har det med hinanden.
Det er da aldrig nemt
Jeg synes stadig, det kan være svært med kvinderne. Når jeg bliver interesseret i en kvinde, er jeg stadig i tvivl om, hvad jeg skal sige for at gøre indtryk på hende. Men kvinder er jo ikke farlige.
Så hvis jeg i dag kunne give mit yngre jeg et godt råd, ville jeg finde Mikkel på 13 år, og sige til ham: Mikkel vær dig selv, og bare sig det som det er.